Danish Bike Hotels er etableret i 2020 i et samarbejde mellem rejseselskabet Danish Biking og hotelkæden Small Danish Hotels og er iværksat med tilskud fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses decentrale erhvervsfremmemidler.

 

Danmark er kendt som et cykelvenligt land og generelt bliver cykelgæster taget godt imod. Der har dog ikke tidligere været et decideret samarbejde for at gøre gæsteoplevelsen endnu bedre, og for at tiltrække endnu flere cykelgæster til de danske hoteller.

Det er der nu – med Danish Bike Hotels.

 

Inspirationen til Danish Bike Hotels kommer fra den internationale cykelturismeverden, blandt andet fra Italien, Østrig og Tyskland.

 

Danish Biking har i mange år tilbudt cykelrejser rundt i Danmark til gæster fra mange forskellige lande. På rejser rundt i Europa har vi oplevet mange forskellige gode hoteller med stort focus på cykelgæster – uanset om man ankom på turcykel, racer eller mountainbike. Disse erfaringer tog vi med hjem og kontaktede Small Danish Hotels, som er landets største hotelkæde for privatejede overnatningssteder. Herfra var man med på idéen med det samme og med tilskud fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses decentrale erhvervsfremmemidler blev Danish Bike Hotels en realitet.